Højgravide hertuginde Catherine ærede helte fra krigen i Afghanistan
En stor del af den britiske kongefamilie var til stede til en mindehøjtidlighed fredag ført an af dronning Elizabeth.
Mindehøjtidligheden, der fandt sted i St. Paul’s Cathedral i London, markerede slutningen på Storbritanniens 13 år lange indsats i Afghanistan.
Højgravide hertuginde Catherine ankom sammen med sin mand, prins William, til mindehøjtidligheden i en marineblå frakke fra den britiske designer Beulah London, der fremhævede hendes fine mave perfekt.
Hertuginde Catherine var fint påklædt
Hertuginden har ofte sit hår løst i elegante bølger, men i dag var håret sat op i en fin knold.
Derudover havde hertuginde Catherine sine safir- og diamantøreringe på og en flot og chik hat på i samme nuance som hendes frakke.
Prins William og hertuginde Catherine deltog i mindehøjtidligheden sammen med prins Harry, som har været i Afghanistan af to omgange under krigen.
Kongefamilien var samlet
Prins Philip, prins Charles, hertuginde Camilla, grevinde Sophie af Wessex, prins Edward, prins Andrew og prinsesse Anne var også til stede, og det samme var veteraner og familier til nogle af de 453 britiske soldater, der har mistet livet i krigen siden starten i oktober 2001.
- I dag er et øjeblik for os til at sige tak: tak til alle, der har tjent under krigen uanset jeres rolle. Vi takker jer for jeres trofasthed: til jer der forlod jeres familier, jer der har trænet hårdt, jer der ikke vendte jer væk fra fare, jer som blev såret, og jer som risikerede jeres liv for at tage jer af de sårede, sagde ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, i sin tale ifølge The Telegraph.
Mindehøjtidligheden i dag skulle være hertuginde Catherines sidste arrangement, inden hun skal føde sit og prins William andet barn i løbet af april.
Du kan se den britiske kongefamilie ankomme til St. Paul’s Cathedral i London i videoen her.
Denne artikel er lavet i samarbejde med royalista.com.
SE BILLEDERNE på royalista.com: Højgravide hertuginde Catherine struttede.