Kate vil hylde helte: Inviterer til særlig julefest
Hertuginde Kate er i julehumør.
Den 39-årige hertuginde har sammen med Royal Foundation inviteret en række særligt udvalgte gæster til en gudstjeneste med julesange, en såkaldt christmas carol service, i Westminster Abbey.
Invitationerne har hertuginde Kate udsendt for at hylde de mennesker og organisationer, der har gjort en særlig indsats under coronapandemien.
På instagram skriver det britisk hof følgende om arrangementet:
"Denne jul fejrer vi det utrolige arbejde fra enkeltpersoner og organisationer over hele landet, som har gjort en ekstraordinær indsats for at støtte deres lokalsamfund.
I næste uge vil hertuginden være vært for en julesanggudstjeneste i Westminster Abbey, støttet af The Royal Foundation, som bringer mange af disse inspirerende mennesker sammen.
Gudstjenesten, som sendes på tv i december, vil se tilbage på de sidste 18 måneder og de hidtil usete udfordringer, som vi alle har stået over for, mens vi fortsætter med at navigere i COVID-19-pandemien, men også for at huske det positive: Mennesker og organisationer, der står sammen i deres lokalsamfund, de små venlige handlinger på tværs af forskelligheder og generationer, og de usungne helte, der trådte til for at hjælpe andre."
Gudstjenesten finder sted den 8. december kl. 17.