Kates morbror: Det bliver en pige
Han kan meget vel vide noget, som bookmakerne ikke gør, og hvis han virkelig gør, så er det med at få placeret et bud derude. Hertuginden af Cambridges morbror Gary Goldsmith forudser nu, at hans niece meget snart vil føde en pige, og at den nyfødte dermed kommer til at skrive historiebøgerne om som arving til den britiske trone
- Min mistanke er, at de skal have en pige. Men selvfølgelig ved jeg det ikke med sikkerhed. Jeg tror, at Kate og William har holdt barnets køn som en hemmelighed for alle andre end dem selv. Det ville være strålende, hvis de skulle få en lille pige, ville det ikke? At en i min familie, min niece skulle skrive historie ville være fuldstændigt utroligt, siger han i et interview med The Mirror.
Hertuginde Catherine har sin egen smukke stil. Læs hvordan du også får den
Samtidig mener den 48-årige forretningsmand Gary Goldsmith, at det ikke kunne være så tosset, hvis prins William og hertuginde Catherine får en pige, fordi den britiske lovgivning netop er blevet ændret således, at parrets førstefødte vil arve den britiske trone uanset køn. Desuden mener morbroren, at det vordende forældrepar er et meget moderne par, og han forudser, at prinsen vil blive en meget nærværende far.
- Det er det geniale ved det. De moderniserer kongefamilien, og de klarer det fantastisk, siger Gary Goldsmith til avisen.
Overvejer dyr barselsgave
Morbroren har af pressen fået tilnavnet Kong Sjov, men for hertuginde Catherine, hendes søster Pippa Middleton og hendes far James Middleton er han kendt som onkel G. Den skattede morbror har da også allerede været på udkig efter en særdeles værdifuld gave til sin nieces barn. Overvejelserne er blandt andet gået på en gynge-elefant til en værdi af 600.000 kroner, som sælges hos den britiske juvelerkæde Asprey.
- Jeg tog i Asprey for nyligt, og så en fantastisk, kæmpestor gynge-elefant ligesom Dumbo til omkring 600.000 kroner. Ellers var der et skrin med førsteudgaven af nogle Tintin-figurer. Men fordi familien er så vigtig for Kate – hun er utrolig tæt med Carole og Pippa – ville jeg hellere købe noget personligt og mere betydningsfuldt. Men jeg kunne nu lide den elefant…!, siger morbroren.
Gary Goldsmith har da også råd til en fornem gave til det nye familiemedlem, for han har opbygget en formue på 260 millioner kroner gennem investeringer og headhunter-aktiviteter. En af grundene til hans store formue er, at Gary Goldsmith for otte år siden solgte sine aktier i headhunterfirmaet SThree PLC for omkring 146 millioner kroner ifølge Daily Mail.
Ville købe fodboldaktier
I forhold til gaven til sin nieces barn har han dog tidligere delt med pressen, at han ville købe aktier i fodboldklubben Chelsea til den lille ny. Noget som højst sandsynligt ikke ville falde i god jord hos den kommende far, der er inkarneret Aston Villa fan.
- Som en uforanderlig Chelsea-fan, giver jeg altid babyerne Chelsea-aktier. Så når barnet bliver ældre, køber jeg det en lillebitte Chelsea-dragt. Det er genialt, det driver forældrene til vanvid. Jeg elsker at omvende deres barn til en ægte, blå Chelsea-fan. Og prins William er Aston Villa-fan. Jeg synes, det kunne være hylende morsomt. Jeg mener bare – hvad i alverden skal man give en baby som deres? Det barn kommer til at have alt, det nogensinde kunne ønske sig. Så Chelsea-aktier er perfekte. Jeg tror, at William vil synes, det er sjovt, sagde han til The Sun i juni.
Morbroren var med som gæst ved det kongelige bryllup i 2011, selv om han få måneder før var blevet afsløret i besiddelse af kokain. I dag har han ingen lysegrønne drømme at blive gudfar ved barnets dåb.
- Jeg håber på at være med ved dåben, men jeg er sikker på, at jeg ikke skal være gudfar!, sagde han i interviewet med The Sun.
Se den barselsgave, som Gary Goldsmith havde i tankerne til hertugindens baby her http://www.asprey.com/collection/silverandhome/children/elephant-rocker