30. aug. 2021
Af Lene Skriver Bak

Kensington Palace markerer mindedag: Åbner Dianas have helt ekstraordinært

Statuen af prinsesse Diana i The Sunken Garden. Indsat: Prinsesse Diana.
Statuen af prinsesse Diana i The Sunken Garden. Indsat: Prinsesse Diana.
Arkivfotos: Mega
Prinsesse Diana omkom den 31. august 1997. Dagen markeres med særlig adgang til den have, hvor en ny mindestatue er placeret.

Normalt er The Sunken Garden, hvor den nye statue af prinsesse Diana står, kun åbent for offentligheden onsdag-søndag.

Sådan er det ikke i denne uge, hvor tirsdag den 31. august er noget særligt.

Her vil haven, der ligger i slotsparken ved Kensington Palace, nemlig helt ekstraordinært være åben for besøgende mellem kl. 15 og kl. 17.

En talsmand for Kensington Palace har ifølge Tatler Magazine forklaret følgende om den særlige adgang:

- Vi erkender, at der vil være interesse for at besøge statuen denne dag. Så vi åbner for adgang til the Cradle Walk, som er den smukke sti rundt om The Sunken Garden. Vi åbner med gratis adgang, så man kan spadsere forbi eller stoppe op et øjeblik den tirsdag, i anledning af årsdagen.

Tirsdag er det nemlig 24 år siden, prinsesse Diana omkom efter en bilulykke i Paris.

Læs mere om: