Kongeligt bryllup: Så begejstret er hertuginde Sarah over datterens forlovelse
Hertuginden af York, også kendt som Sarah Ferguson, delte sin store lykke over datteren prinsesse Eugenies forlovelse med Jack Brooksbank med resten af verden kort efter annonceringen.
I flere opslag på sin Instagram-konto med billeder af de nyforlovede fremhævede hertuginde Sarah, hvor glad hun er over prinsesse Eugenie, 27, forlovelse med 31-årige Jack Brooksbank.
"En fuldstændig helhed af godhed og glæde. Vi elsker Jack, og jeg er så begejstret over at få en søn, en bror og en bedsteven (i familien, red.). Eugenie er et af de fineste mennesker, jeg kender, så sammen bliver det ren harmoni", skriver hertuginde Sarah, ifølge avisen Express, blandt andet i et af opslagene.
Prins Andrew udtrykker stor glæde
Også prinsesse Eugenies far, prins Andrew, der er dronning Elizabeths søn, har i et interview med TV-stationen BBC understreget, hvor utrolig glad han er over forlovelsen mellem prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank.
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank planlægger at blive viet til efteråret på St. George's Chapel på Windsor Castle.