Lille prins George har ændret sin farfar prins Charles
Det har ændret prins Charles at blive bedstefar. I hvert fald har det sat hans liv i perspektiv, og nogle områder af tilværelsen er blevet vigtigere og har fået et større fokus end tidligere.
Det er prinsens interesse for planetens og menneskehedens fremtid generelt, der har fået en ny dimension efter den aldrende prins er blevet beriget med barnebarnet prins George. Det skriver Ekstra Bladet.
Og det er under en fire dage lang rejse til Canada med hustruen hertuginde Camilla, at prinsen lister en række vigtige emner op, som interesserer ham. Der er dels tale om den voksende forskel mellem rig og fattig, om ligestilling og klimaforskelle og om at sikre fremtidens generationers adgang til rent drikkevand, energi og mad.
- Jeg har i årevis været interesseret i disse emner. Men nu, hvor jeg er blevet farfar, har det øget mit fokus. Det er alle vores børnebørn, der skal leve med de alvorlige konsekvenser af, at vi tror at vi blot kan fortsætte, som vi altid har gjort, udtalte prins Charles.
Barnebarnet prins George, der er søn af prins William og hertuginde Catherine, fylder et år til juli.