Meghan Markle bliver en del af prins Harrys team
Det går stærkt i Meghan Markles liv for tiden.
Lørdag den 19. maj siger hun ja til prins Harry på Windsor Castle og dermed også et liv som fuldtidskongelig.
Men allerede nu er den tidligere Suits-skuespiller godt i gang med sit nye liv i de kongelige rammer.
Meghan Markle bliver protektor
Ifølge Kensington Palace er det nu sikkert, at Meghan Markle skal være protektor i The Royal Foundation, som prins William og prins Harry grundlagde i 2009.
Dermed bliver det kongelige firkløver samlet, da også hertuginde Catherine er protektor i fonden, hvor de unge kongelige har samlet flere af deres velgørenhedsprojekter som "Heads Together", der har fokus på mental sundhed, og "Invictus Games", der er et idrætsstævne for krigsveteraner.
Første officielle opgave sammen
Onsdag viser de to kongelige par sig for første gang sammen på en officiel opgave, når det første Royal Foundation Forum bliver afholdt.
Under overskriften "Making af Difference Together" skal prins Harry, Meghan Markle, prins William og hertuginde Catherine op på scenen for at tale om de forskellige projekter og kampagner, der hører under The Royal Foundation.
På opgave sammen
Prins Harry og Meghan Markle er igen på farten sammen på kvindernes internationale kampdag torsdag den 8. marts, hvor de besøger den engelske by Birmingham.
Under opholdet skal prins Harry og Meghan Markle besøge to projekter, der støtter lokale unge.