5. maj. 2020
Af Malan Joensen

Nu er det bekræftet: Ny bog om Harry og Meghan

Prins Harry og hertuginde Meghan.
Prins Harry og hertuginde Meghan.
Arkivfoto: MEGA
Til august udkommer en ny bog, hvor man kan læse om ukendte detaljer fra deres liv.

Hvis der er et royalt par, der har været opmærksomhed omkring den seneste tid, så er det Harry og Meghan.

Hertugparret af Sussex, der fik hinanden ved et fantastisk bryllup i Windsor for to år siden, kunne byde sønnen Archie Harrison velkommen til verden for et år siden og som i begyndelsen af januar i år overraskede - nogle vil endda bruge beskrivelsen chokerede - mange royale fans og iagttagere over hele verden ved at melde ud, at de nu ville - ja, melde sig ud.

De ville ud af den del af kongehuset, der medfører apanage og officielle opgaver og leve et liv med mindre opmærksomhed samt mulighed for selv at tjene penge og skabe egne velgørenhedsprojekter.

Især havde de begge gennem længere tid følt, at den britiske presse behandlede Meghan unfair, og nu var bægeret fuldt.

Efter forhandlinger med dronning Elizabeth blev man enige om en prøveperiode på et års tid, hvor parret er uafhængige af apanage og traditionelle, officielle opgaver i royalt regi.

Efter sigende bor den lille familie nu i Los Angeles, hvorfra de er i fuld gang med at opbygge deres egen velgørenhedsorganisation.

Og det er ikke det eneste nye på den front.

Nu er det blevet offentliggjort, at to journalister har arbejdet på at skrive en bog, hvor man kan læse ukendte detaljer om Harry og Meghans liv og få manet mange af de usande rygter, som man mener, at den britiske presse har spredt om dem, i jorden.

Harpers Bazaar kan fortælle, at det er deres royale redaktør Omid Scobie der, sammen med journalisten Carolyn Durand, står bag bogen. Den har fået titlen "Finding Freedom - Harry and Meghan and the Making of a Modern Royal Family" ("At finde frihed - Harry og Meghan og skabelsen af en moderne, kongelig familie" på dansk, red.).

- Der er sket så meget, siden vi påbegyndte dette projekt for to år siden - der er sket ting, som jeg ikke tror, der var nogen, der kunne have forudset, ikke en gang Harry og Meghan, fortæller Omid Scobie blandt andet til magasinet.

- Men i løbet af den tid har jeg set et par, der er forblevet tro mod deres egne værdier og som har været stærke i svære tider. Denne bog vil fortælle den endelige version af deres liv sammen, uden støjen fra overskrifter og falske historier. Selv om deres historie for det meste har udspillet sig bag slotsmurene, er deres rejse hen imod at skabe et liv med formål og frihed noget, jeg tror, vi alle kan relatere til, tilføjer Omid Scobie.

Bogen bliver udgivet den 11. august.

Læs mere om: