
Nu kan du blive gift i Kate eller Pippas kjole

Nu kan du snart købe efterligninger af Kates brudekjole og af søsterens brudepigekjole.
Vielsen var endnu ikke overstået i Westminster Abbey, før brudekjole-designere verden over var i gang med at forberede kopier af Kate Middletons brudekjole - og af hendes lillesøsters brudepigekjole.
Det er normalt, at kendtes og kongeliges brudekjoler bliver kopieret umiddelbart efter brylluppet - men det er vistnok første gang, at det sker for en brudepiges kjole.
Og der er faktisk flere, der spørger efter netop Pippas kjole end hendes søsters.
Både Pippas og Kates kjoler er Alexander McQueen-modeller designet af Sarah Burton.
Det amerikanske modehus Faviana, som holder til på Manhattan, plejer at have en én kopi klar i løbet af 48 timer efter et fashionabelt bryllup. Derefter går der flere uger, inden et passende antal kjoler er klar til at blive sendt i butikkerne.
Favianas chef-designer, Omid Moradi, oplyser ifølge avisen The New York Times, at firmaet inden udgangen af næste måned vil have sendt 3000 eksemplarer af hver af de to Middleton-kjoler ud i butikkerne.
Pippas kjole vil koste 320 dollars - cirka 1600 kroner - mens Kates kommer til at koste 1800 - lidt over 9000 kroner.

