26. mar. 2022
Af af

Nu skal de mindes prins Philip: Er dronning Elizabeth stærk nok?

Dronning Elizabeth. 
Dronning Elizabeth.
Foto: MEGA
Tirsdag den 29. marts er der mindehøjtidelighed for prins Philip, der døde sidste år.

Storbritanniens dronning Elizabeth og prins Philip fik 73 år som ægtefolk, før Philip døde den 9. april sidste år.

På grund af coronavirus var det kun de 30 nærmeste, der var inviteret til begravelsen i Westminster Abbey. I år er det endelig muligt at holde en stor mindehøjtidelighed for prins Philip.

Det sker den 29. marts i Westminster Abbey, hvor Europas kongelige møder talstærkt op for at mindes prins Philip, der blev 99 år.

Danmarks dronning Margrethe, Sveriges kong Carl Gustaf og dronning Silvia samt Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima er blandt de kongelige gæster, der kommer for at mindes prins Philip og for at støtte dronning Elizabeth.

Men er dronning Elizabeth overhovedet stærk nok til at tage til mindehøjtideligheden?

I disse dage er bekymringen for dronning Elizabeths helbred større end nogensinde. Det er ikke, fordi hun er syg, men fordi alderen efterhånden har sat sit præg på den 95-årige Elizabeth.

Dronningen har virket mere skrøbelig og har haft brug for at støtte sig til en stok, hvilket også er helt forståeligt hendes alder taget i betragtning.

For en måneds tid siden var hun syg med corona og måtte aflyse sine fysiske arrangementer. Senest aflyste hun sin deltagelse i Commonwealth Day-fejringen og sendte i stedet sin ældste søn, prins Charles.

Ifølge Daily Mail er det kongehusets plan at flyve dronning Elizabeth i helikopter fra Windsor Castle, hvor hun har taget residens, til Buckingham Palace. Efterfølgende bliver majestæten kørt i bil fra slottet til Westminster Abbey, hvor mindehøjtideligheden finder sted.

Forhåbentlig er dronning Elizabeth stærk nok til at deltage i mindehøjtideligheden og hilse på de mange kongelige og borgerlige gæster, der er kommet for at støtte dronningen og mindes prins Philip.

Læs mere om: