NYT FRA HOFFET: Se, hvem der følger Meghan Markle til alters
Det kom som en stor overraskelse for alle, da Thomas Markle meddelte, at han alligevel ikke kunne følge sin datter, Meghan Markle, til alters, når hun siger ja til prins Harry på Windsor Castle lørdag den 19. maj.
Thomas Markle aflyste, fordi han havde fået en blodprop i hjertet, og så havde han også været indblandet i iscenesatte paparazzibilleder af sig selv.
Efterfølgende spekulerede de britiske medier flittigt i, hvem der så skal være ved Meghan Markles side, når hun går op ad kirkegulvet.
Prins Charles ledsager Meghan
Og nu er der godt nyt i denne sag.
Ifølge magasinet Hello! har det britiske hof netop sendt følgende meddelelse ud:
"Ms. Meghan Markle har bedt Hans Kongelige Højhed Prinsen af Wales om at følge hende op ad kirkegulvet i St. George's Chapel på hendes bryllupsdag. Prinsen af Wales er glad for at kunne være i stand til at byde Ms. Markle velkommen i den kongelige familie på denne måde," lyder det.
Det bliver således Meghan Markles svigerfar, prins Charles, der er ved Meghan Markles side inde i den historiske kirke på Windsor Castle på lørdag.