Nyt fra Kate og William: Mindes tiden før livet blev vendt op og ned
For hertuginde Catherine og prins William markerede rejsen til Irland i foråret 2020 en af de allersidste normale begivenheder, inden verden lukkede ned i takt med udviklingen af coronapandemien.
I anledning af den irske St Patrick's Day mindes parret den spændende rejse i en ny video fra det irske udenrigsministerium.
Det skriver Hello Magazine.
"Vi var så lykkelige for at kunne besøge Irland for lidt over et år siden - nogle få uger før alles liv blev vendt op og ned af pandemien," siger prins William.
I parrets videohilsen til det irske folk kan man også høre prinsen tale irsk, og begge kongelige er iført tøj i flotte, grønne nuancer for at hylde den grønne ø, som Irland også kaldes.
"Vi ved, at for irere rundt omkring i verden vil dagen i dag ikke være den samme som normalt, men vi håber, at I kan feste sikkert uanset hvad," lyder det blandt andet også i Kate og Williams betænksomme hilsen.