20. nov. 2020
Af Malan Joensen

Nyt fra kongehuset: Oldebørnenes søde overraskelse

Dronning Elizabeth og prins Philip.
Dronning Elizabeth og prins Philip.
Fotomontage: MEGA
Fredag 20. november er det 73 år siden, dronning Elizabeth og prins Philip blev gift.

Dronning Elizabeth, 94, og prins Philip, 99, kan fredag 20. november fejre, at det er hele 73 år siden, de blev gift i Westminster Abbey i London. Da var de blot 21 og 26 år.

Parret fejrer dagen sammen på Windsor Castle, hvor de begge opholder sig i denne tid, mens landet er midt i endnu en nedlukning, der på mange områder svarer til den, briterne var udsat for i foråret.

Derfor har deres børn og børnebørn også måttet tænke kreativt, for de kan næppe besøge dronningen og prinsen fysisk og ønske tillykke.

I stedet har prins William og hertuginde Catherine sørget for en meget rørende gestus - de har fået deres tre børn til at kreere et lykønskningskort til oldemor og oldefar.

Det kan man se på et rørende billede af dronning Elizabeth og prins Philip, som kongehuset har udsendt i anledning af den særlige dag. Her ses de i Oak Room på Windsor Castle, mens de sammen kigger på lykønskningskort.

"Dronningen og hertugen af Edinburgh (prins Philip, red.) kigger på et lykønskningskort fra prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis sammen med andre lykønskningskort og -breve i anledning af deres 73-års bryllupsdag i morgen", lyder teksten ved billedet.

Sidste år måtte de to desværre fejre dagen hver for sig - ifølge Hello Magazine fordi dronning Elizabeth var optaget af officielle opgaver i London, mens prins Philip opholdt sig på Windsor Castle.

Mon ikke, at der udover de flotte kort også kommer video- og telefonopkald fra familien i anledning af mærkedagen.

Se det nye billede af ægteparret herunder:

https://imgix.billedbladet.dk/ny_2.jpg
Dronning Elizabeth og prins Philip i anledning af bryllupsdagen 20. november 2020.
Foto: Ritzau Scanpix

Læs mere om: