26. jul. 2011
Af af Trine Larsen

Pippa vild med danske smykker

Mai Manniche var på shoppeferie i London med sin mor, da hun støtte ind i Pippa.
Mai Manniche var på shoppeferie i London med sin mor, da hun støtte ind i Pippa.
Foto: Privat og AOP
Smykkedesigneren Mai Manniche mødte tilfældigt Pippa i London, og hvilket held det var.

Herhjemme er både kronprinsesse Mary og prinsesse Marie ivrige brugere af smykker fra designeren Mai Manniches firma, Jewlscph. I fremtiden kan det være, at hun også bliver leverandør til både prins Williams Kate og ikke mindst hendes søster Pippa.

De to kvinder mødtes nemlig tilfældigt i London i sidste uge, og en noget rystende episode førte de to jævnaldrende kvinder sammen.

- Jeg skulle egentlig have været til New York på inspirationstur og shopping med min mor, Vibeke, men flyet blev aflyst, og vi besluttede i stedet at tage til London. Allerede dagen efter vi ankom, stod vi i en Ghost-forretning på Kings Road, da en ung kvinde kom ind - forfulgt af en stor, sort fyr, der var meget insisterende og ikke umiddelbart ville lade kvinden i fred. Han kastede sig bl.a. for fødderne af hende, og der opstod lidt tumult, og så var det, at vi opdagede, at kvinden var Kates søster, Pippa, fortæller Mai Manniche, der sammen med sin mor oplevede det bizarre optrin, som Pippa Middleton heldigvis fik afværget med megen venlighed og stor tålmodighed.

- Vi havde lidt øjenkontakt derinde, men hun formåede selv at komme ud af situationen og sagde bl.a. til manden, at hun slet ikke kunne hjælpe ham i kontakt med Kate og William og ikke havde autoritet til at opfylde hans ønsker. Ekspedienterne stod bare og fniste, og vi var selv lidt i tvivl om, vi skulle skride ind. Men hun håndterede det virkelig fint, selv om hun var dybt rystet, fortæller Mai Manniche, der var ved at betale, da Pippa Middleton igen forsvandt ud af forretningen.

- Da mor og jeg lidt efter stod i en anden butik og talte om episoden, kom Pippa pludselig også ind dér, og så faldt vi i snak om, hvor ubehagelig en oplevelse det havde været for hende. Det var helt naturligt, fordi vi havde overværet episoden, og min mor fik selvfølgelig også sagt, at Pippa da skulle have bodyguards eller i det mindste en peberspray i tasken, når hun kom ud for sådan nogle ting, smiler Mai Manniche, hvis mor, børnelægen Vibeke Manniche, er en dame med meninger.

- Da Pippa hørte, vi var udlændinge, spurgte hun bl.a. om, hvad vi lavede i London. Jeg fortalte det, og da hun kommenterede mine smykker, som hun sagde, var virkelig flotte, fortalte jeg, at det var eget design. Så fik hun mit kort, så hvem ved, om jeg engang i fremtiden kommer til at se hende med Jewlscph-smykker, ler Mai Manniche, der betegner Pippa som en meget smuk og flot, sød og helt ukompliceret og naturlig pige, som det var en fornøjelse at møde trods omstændighederne.

Læs mere om: