Prins Andrew på ferie med veninde
Storbritanniens prins Andrew og en ny veninde fik Middelhavet til at syde og boble, da de sprang i bølgerne fra deres lystyacht og derefter kyssede og kælede så vådt og voldsomt, at de næsten glemte at træde vande.
Andrew og hans asiatisk udseende flamme nød hinandens selskab i farvandet ud for den franske ø Korsika, hvor de var om bord på en ultraluksuriøs yacht, mens den sejlede og lå for svaj et par dage. Andrew har efterhånden rundet de 51 år og er blevet lidt buttet hist og her, mens hans nye veninde er en del yngre samt slank og nydelig at se på i bikini. Alders- og vægtforskellen så bestemt ikke ud til at genere hverken ham eller hende, da de legede casanova-prins og hot havfrue i de azurblå bølger, som hurtigt nåede kogepunktet omkring dem.
Privatfly til Korsika
Parret kølede sig af efter kæleturen i vandet. Med en iskold afvaskning under bruseren på yachtdækket fik de lige sænket kropstemperaturen til noget nær de 37 grader, men kort efter var de igen væk fra dækket og nede i kahytten. I det hele taget var det et par lune og solrige dage, som Andrew og den mørke skønhed tilbragte sammen om bord på den skønne Love Boat.
Prins Andrew var om bord på yachten med sin badenymfe i tre dage, hvor de var den saudi-arabiske milliardær Mohammed Abdul Latif Jameels gæster. Andrew fløj fra England til Korsika i en privatjet og blev i lufthavnen modtaget af sin yngre veninde. Den varme modtagelse i lufthavnen blev fulgt op af tre dages fransk kærlighedstogt, som har givet Andrew en masse overskud til at komme hjem til England og tage fat på sit engagement for at fremme britisk erhvervsliv og for at støtte op om reformer i det britiske uddannelsessystem. Noget, som prins Andrew går meget op i.
Næsten lige så meget, som han går op i at nyde en smuk kvindes selskab.