Prins Charles er skuffet over sin søn
Det er en alt andet end tilfreds far, prins Harry er vendt hjem til, efter skandalen med billederne af den nøgne ungersvend i Las Vegas eksploderede i denne uge.
En kilde fortæller den britiske avis Daily Mirror, at prins Charles har haft en alvorlig samtale med sin yngste søn:
- Prins Charles er mildt sagt ikke imponeret over prins Harrys fjollerier og mener, han burde have vidst bedre. Han har rådet sin søn til at holde lav profil og ikke blive set ved nogen natklubber. Han tog en snak med ham, som enhver anden beskyttende far ville gøre, fordi han vil være sikker på, at sådan en sag ikke opstår igen. Men han var ikke alt for uvenlig - prins Harry er i forvejen meget flov over situationen, fortæller kilden.
Ifølge avisen har nogle af af gæsterne ved den famøse fest, hvor billederne af den nøgne prins blev taget, fortalt, at prins Harrys sikkerhedsvagter gjorde meget lidt for at forhindre, prinsen blev fotograferet med gæsternes mobilkameraer under seancen.
I går benægtede kilder fra Scotland, der er ansvarlig for den royale sikkerhed, dog heftigt, at de pågældende sikkerhedsvagter skulle have gjort noget galt, mens de var på arbejde. Samtidig blev rygter om, at vagterne skulle have indtaget alkohol også afvist på det kraftigste.
Sagen om prins Harrys nøgenbilleder har skabt debat i Storbritannien omkring, hvorvidt sikkerhedsvagter, ud over at beskytte de kongeliges liv, også skal gribe beskyttende ind over for deres adfærd i lignende situationer.