Prins Charles: Forældrene har gjort et fantastisk stykke arbejde
For prins Charles er det efterhånden en del år siden, at hans sønner William, 37, og Harry, 35, gik i skole, men han kan alligevel godt sætte sig ind i, at det langt fra kan have været nemt for forældre med børn i skolealderen at hjemmeundervise under corona-karantænen.
Det fortæller han i en video på sin hjemmeside.
Prins Charles er protektor for velgørenhedsorganisationen Teach First, hvor gode kræfter arbejder for at støtte ressourcesvage familier og børn med at passe deres skolegang.
Det er i den forbindelse, han sender en særlig tak til de mange frivillige i organisationen.
Han udtaler også, at selv om coronakrisen har været en udfordrende tid for alle, så må det især have været svært for de forældre, der ikke har haft de tekniske ressourcer i form af computere og internet, som kræves for at børnene har kunnet følge med i skolen under karantænen.
- Forældrene har gjort et et fantastisk stykke arbejde under disse udfordrende vilkår, udtaler prinsen, der i samme ombæring har stor ros til lærerne, der har formået at opretholde den gode undervisning og udtænke nye, kreative måder at lære på, mens man holder afstand.
Ifølge BBC er et udsnit af elever fra de små klasser i England vendt tilbage til skolerne første juni, mens en gruppe af ældre elever ventes at følge efter i midten af juni - for at overholde regler om, at der ikke må samles for mange, kan alle elever dog ikke være fysisk til stede på skolen samtidig.
I Wales begynder alle skoletrin i slutningen af juni, men også her gælder der restriktioner, og der kan således kun være en tredjedel fysisk til stede på skolen ad gangen.