Prins Charles: Her finder jeg inspiration
Mange mennesker finder ro og inspiration i haver og blandt planter og blomster – og det samme gør prins Charles.
Den 71-årige prins er derfor bekymret for organisationen ”National Garden Scheme”, der står for at holde smukke, privatejede haver i England og Wales åbne for befolkningen. Alle pengene går til velgørenhed.
”National Garden Scheme” har nemlig været nødt til at lukke de flotte haver på grund af coronasmitte.
Har fundet på alternativ
Prins Charles, som er protektor for organisationen, har på sin Instagramprofil Clarence House delt en støttende besked til ”National Garden Scheme”, som har fundet på et godt alternativ, når man nu ikke kan besøge haverne fysisk.
Nu kan man nemlig besøge de smukke haver – hjemme fra sin egen stue!
På organisationens hjemmeside kan man ”gå tur i haverne” virtuelt, fordi haveejerne har lavet flotte film fra haverne, så det næsten føles, som at være der selv.
- Den beroligende trøst, fred og inspiration fra en have, uanset om det er din egen eller en andens, kan nu i en vis grad findes på digitale måder takket være denne forbløffende ordning, skriver prins Charles på Instagramopslaget.