Prins Georges dåb fejres med erindringsmønt
Når den britiske prins George skal døbes den 23. oktober, bliver det fejret i stor stil i hjemlandet, og én af måderne, hvorpå man markerer den lille prins’ dåb, sker ved at særlige erindringsmønter bliver støbt.
Det er ”The Royal Mint”, der står bag en særlig kollektion til ære for prins William og hertuginde Catherines førstefødte, og mens priser og antal af de særlige mønter endnu ikke er offentliggjort, kan BBC allerede nu fortælle, at der skulle være tale om en særlig guldmønt, en særlig sølvmønt og nogle mere prisvenlige fem-punds-mønter.
Det vil dog ikke blive første gang, prins George bliver fejret med mønter – i anledning af den lille prins’ fødsel den 22. juli støbte ”The Royal Mint” 2.013 sølvmønter, der skulle foræres til børn født den samme dag som prinsen.
Hello Magazine oplyser, at der i snit bliver født 2.000 børn hver dag i Storbritannien, og mens de særlige fødselsdagsmønter blandt andet var udsmykket med kongerigets våbenskjold, vides det endnu ikke, hvordan de nye dåbsmønter skal se ud.