Prins Harry fejrer fødselsdag som millionær
Englands prins Harry har flere gode grunde til at finde det helt store smil frem. I dag har han nemlig 25-års fødselsdag og arver i dagens anledning et million-stort beløb fra sin mor.
Det forlyder endvidere fra de britiske medier, at prinsen har formået at klinke skårene i sit forliste kæresteforhold til Chelsy Davy, og at parret igen prøver at finde kærligheden.
Det står dog fast, at da Prins Harry stod op tirsdag morgen til sin 25-års fødselsdag, var han cirka 50 millioner rigere.
Storebror prins William fik et lignende millionbeløb på sin 25-års fødselsdag. Prinserne får dog ikke reelt adgang til pengene, før de fylder 30 år.
Pengene stammer fra deres mor, prinsesse Diana, der ved sin død efterlod en formue på ca. 21 millioner pund til sine sønner.
Den engelske stat har naturligvis krævet sin del af arven, i form af skat, og tilbage er der så i omegnen af 13 millioner pund til Dianas sønner.
Dagen er dog ikke gået helt op i fest og farver for prins Harry, der for tiden er ved at uddanne sig til helikopterpilot i det britiske forsvar.
Således har han tilbragt dagen med flyvning og som hans uddannelse kræver det, må prinsen ikke drikke alkohol - nok ikke lige de vilkår prins Harry havde ønsket at fejre sin 25-års fødselsdag under.