17. mar. 2015
Af Lene Skriver Bak

Prins Harry forlader militæret

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/harry_wales.jpg
All Over Press
Den britiske prins Harry har valgt at forlade militæret efter 10 års tjeneste.

Det er slut med aktiv militærtjeneste for prins Harry, der har besluttet at forlade militæret.

Hans aktive karriere begyndte på Royal Military Academy Sandhurst i maj 2005, han blev officer i 2006 og udpeget til løjtnant i 2008. Inden da var prins Harry på sin første udsendelse til Afghanistan, som fandt sted i slutningen af 2007 og begyndelsen af 2008.

- Efter et årtis tjeneste har det været en meget svær beslutning at forlade hæren. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har fået muligheden for at udføre nogle meget vanskelige opgaver og jeg har mødt mange fantastiske mennesker undervejs, siger prins Harry i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Fra at lære tingene på den hårde måde på Sandhurst til de utrolige mennesker, jeg tjente med under mine udsendelser til Afghanistan. Jeg vil huske oplevelserne, jeg har haft de sidste 10 år, resten af mit liv, og dem vil jeg altid være dybt taknemmelig for.

https://imgix.billedbladet.dk/prins_helo.jpg
All Over Press

Prins Harry som helikopterpilot

I januar 2009 begyndte prins Harry sin træning som helikopterpilot, og efter grundtræningen blev han udtaget til at flyve Apache-helikopter, et 18 måneders kursus han påbegyndte i juli 2010.

Han blev færdiguddannet i februar 2012, som også var året, hvor han tog til Afghanistan igen, denne gang som Apache-pilot.

Når lige det australske forsvar

Inden prins Harry forlader militæret, skal han bruge april og maj måneder som operationel soldat i det australske forsvar, hvor han vil blive stationeret ved flere forskellige delinger for at få et indblik i den måde, det australske forsvar opererer på.

Man forventer, at han skal tilbringe tid i Darwin, Perth og Sydney og deltage i en række delings-baserede aktiviteter, øvelser og indenrigsudsendelser.

Læs mere om: