11. jun. 2014
Af Karina Didriksen
Prins Harry hilste på behåret fan
Prins Harry og geden "Goat Mayor".
Foto: AOP
Den britiske prins mødte en ged på den røde løber til en filmforevisning i London.
Det var nok ikke lige en ged, prins Harry havde forventet at møde på den røde løber, men ikke desto mindre var det præcis det syn, der mødte ham, da han tirsdag ankom til en filmforevisning i London.
På hans bedstefar prins Philips 93-års fødselsdag blev 50-året for den historiske krigsfilm ”Zulu” markeret ved at vise den igen på Leicester Square, skriver Daily Mail.
29-årige prins Harry var med til at fejre jubilæet, og han blev taget imod af skrigende fans, som han gav sig god tid til at hilse på.
Det var dog geden ”Goat Mayor”, som først fangede prinsens opmærksomhed.
Geden er maskot til regimentet af tredje bataljon, og den britiske prins bukkede sig ned for at klappe og ae sin behårede fan, inden han tog plads foran det hvide lærred.