Prins Harry tog sin nye flamme med på skiferie
Den britiske prins Harry, 28 år, er taget på vinterferie i schweiziske Verbier, og han løber ikke på løjperne alene.
Han har derimod modellen Cressida Bonas, 24 år, med, og de to ser ifølge avisen The Sun ud til at hygge sig.
De står dog ikke på ski helt alene i disse dage. Prins Harrys onkel, prins Andrew, fejrede sin 53-års fødselsdag samme sted sammen med ekskonen, hertuginde Sarah, og døtrene, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.
Og det udvidede selskab får efter sigende ikke prins Harry og Cressida Bonas til at tøjle følelserne:
- Det var tydeligt, at de ikke kunne holde fingrene fra hinanden. Det ene øjeblik sad de ved bordet med Andrew, Fergie (hertuginden, red.) og deres døtre, og det næste øjeblik opførte de sig som teenagere i en mørk biograf, fortæller en kilde til avisen om det kærlige par.
Ifølge The Sun blev de to første gang kædet sammen i juli måned sidste år.