Prins Harry under pres – stor dusør på hans hoved

Prins Harry tilbringer julen i Camp Bastion i Afghanistan i sin egenskab af helikopterpilot i den britiske hær.
Men måske kan det i disse dage være svært for den 28-årige prins at mærke julefreden sænke sig, for ifølge den britiske avis Daily Mirror er der nu rygter om, at Taliban har forhøjet prisen på prinsens hoved - der efter sigende i forvejen skulle være på hele 25.000 britiske pund (omkring 229.000 danske kroner).
Ifølge avisens oplysninger skyldes miseren ubekræftede rapporter om, at prins Harry, som en del af en gruppe soldater, skulle have været med til at dræbe en Taliban-kommandør. Gruppen skulle have affyret et Hellfire-missil, der dræbte talibaneren tilbage i slutningen af oktober måned, nogle uger efter prins Harry var ankommet til Camp Bastion.
Nu frygter man, at dette ubekræftede rygte, der er blevet gengivet over hele verden, kan øge faren for prinsens sikkerhed.
En anonym kilde siger til avisen:
- Det er ikke smart, at prinsen er blevet peget ud på denne måde. Han er en del af et hold, der deltager i ekstremt farlige operationer hver dag, og naturligvis kan enhver nå til den konklusion, at han vil have taget del i operationer, der kan resultere i oprøreres død. At sige, at han personligt udførte dette, kan sætte Apache-holdets fremtidige operationer på spil.
Kort tid før prins Harry efter sigende skulle have været med til angrebet på Taliban-kommandøren, blev basen angrebet af Taliban, og organisationen meddelte senere at angrebet skyldtes prins Harrys tilstedeværelse.
- Vi bruger alle vores kræfter på at komme af med ham, enten ved drab eller kidnapning. Vi har informeret vores kommandører i Helmand om, at de skal gøre alt hvad de kan for at eliminere ham, sagde Taliban, ifølge Daily Mirror, i en erklæring efter angrebet.
Prins Harry var i 2008 i Afghanistan for første gang, og hans far, prins Charles, har tidligere udtrykt bekymring for sønnens tilstedeværelse ved frontlinjen.
Det ventes, at prins Harry vender hjem til Storbritannien næste måned.