Prins Harrys joke: Min nevø George skal løbe maraton
Som protektor for London Marathon sparkede prins Harry sit 2015 i gang ved at besøge Twickenham Stadium i London.
Her var en gruppe maratonløbere i gang med at træne til løbet, som finder sted den 26. april.
Men det var ikke en helt almindelig gruppe maratonløbere, der var i gang. De er nemlig med til at rejse penge til en helt bestemt sag, Rugby Union's Injured Players Foundation (IPF).
Prins Harry vil ikke løbe selv
Men selv om prins Harry er ret vild med sport, skal man ikke forvente at se ham til det hårde løb i april.
For da 59-årige Jane Fishwick spurgte ind til det, svarede den charmerende prins, at det kun ville skabe problemer, "fordi han, prins William og hertuginde Catherine ville blive presset til at gøre det, hvis den ene af dem løber", sagde Jane til de britiske medier.
Flyttede presset over på prins George
Men Jane Fishwick foreslog, at de kunne begynde at træne prins Harrys nevø, prins George, op til det i stedet for.
Prins Harry greb med det samme muligheden for at flytte presset videre til sin lille nevø og jokede med, at det ville være en god idé, og de måske kunne skubbe ham lidt rundt.
Snakkede om sin bror
Jane Fishwick er en af dem, der rejser penge til IPF som tak for alt det, fonden har gjort for hendes søn og familie. Hendes 27-årige søn blev lam fra hoften og ned efter en tragisk rugby-ulykke.
Mens han besøgte Twickenham Stadium, mødte prins Harry også en af sin brors venner, den tidligere RAF-kaptajn og flyveinstruktør, Kevin Marsh, som hjalp prins William med at få sine vinger tilbage i 2008.
Han var på stadionet sammen med sin 11-årige søn, Hugh. De fik sig også en snak med den royale gæst, efter sigende om William, der arbejder på at blive ambulancepilot.