Prins Philip er død

Buckingham Palace meddeler, ifølge flere britiske medier, i en pressemeddelelse fredag:
"Det er med dyb sorg, at hendes majestæt dronningen medddeler, at hendes elskede mand, hans kongelige højhed prins Philip, hertugen af Edinburgh, er afgået ved døden", lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
"Hans kongelige højhed gik bort i stilhed på Windsor Castle denne morgen. Yderligere information følger. Den kongelige familie deler sorgen over tabet af ham med resten af verden", lyder det endvidere i pressemeddelelsen.
Prins Philip tilbragte sine sidste dage på Windsor Castle med sin hustru efter at have været indlagt på hospitalet i 28 dage i forbindelse med en infektion og hjerteproblemer.