Prins Philip fylder 91
86-årige Dronning Elizabeths mand, prins Philip, kan søndag for første gang nyde sin afternoon tea som 91-årig, og den gæve herre kan dermed sige farvel til et år med store glæder og helbredsmæssige udfordringer.
Det forgangne år vil han formentlig først og fremmest huske for dronning Elizabeths storslåede 60 års regeringsjubilæum, hvor han desværre måtte melde fra til både den uforglemmelige koncert foran Buckingham Palace og den officielle, kirkelige ceremoni den efterfølgende. Prins Philip var indlagt med blærebetændelse efter en lidt for kold, 80 minutter lang sejltur op ad Themsen som et led i jubilæumsfestlighederne.
Rent helbredsmæssigt var det dog værre, da prins Philip kort før jul blev hasteindlagt og opereret i hjertet. Den nu 91-årige prins kom sig overraskende hurtigt og deltog til manges beundring i julegudstjenesten i kirken ved Sandringham Castle. Han ankom til kirken til fods og med raske skridt.
Prins Philip blev født i Grækenland i 1921.