Prins Philips hemmelige taxa på udstilling
Han har fri adgang til at lade sig transportere i nogle af de dyreste og mest foremme køretøjer i verden. Alligevel har den engelske prins Philip siden 1999 med mellemrum sat sig bag rattet i sin private London-taxa, når han ville diskret rundt i den engelske hovedstad. Det skriver det britiske magasin HELLO!
Hertugen af Edinburgh - som er prins Philips officielle titel - fik overdraget nøglerne til sin hyrevogn i 1999. Og i de forløbne 18 år har den været brugt regelmæssigt. Nu er det imidlertid blevet tiden for en række større reperationer af bilen, så prinsen har besluttet at donere vognen til Sandringham Museum. På museets hjemmeside skriver man: "På museet vil der også komme en ny bil på udstilling i år. Hans kongelige højhed, hertugen af Edinburghs taxi, som han har brugt til både officielle og private begivenheder i London, er ankommet til Sandringham og er blevet føjet til udstillingen i den kongelige garage".
Prins Philip stadig bag rattet
Der er dog intet, der tyder på, at prins Philip, der fylder 96 år til juni, har opgivet at køre bil. For mindre end et år siden sad han bag rattet, da USA's daværende præsidentpar, Barack og Michelle Obama samt hans egen hustru skulle transporteres til slottet Windsor.
Foruden taxien kan en række fine kongelige biler beses på museet i Sandringham. Bl.a. en Daimler, der tilhørte Edvard VII, en anden Daimler, som var dronningemoderens, og en Rolls Royce og en Range Rover, som har været dronning Elizabeths.