Prins William er mega-populær
Ganske overraskende ligger hertuginde Kate nede på fjerdepladsen på listen over de mest populære medlemmer af det britiske kongehus. Og det på trods af, at hun tog verden med storm efter sin indtræden i den kongelige familie.
I en ny meningsmåling lavet af King's College London for avisen Evening Standard viser det sig, at hele 62 % af de adspurgte har prins William som deres favorit, mens den farverige dronning Elizabeth er nummer to på listen med 48 % af stemmerne.
Om det skyldes nøgenbillederne af hertuginde Kate, der gik verden rundt, skal ikke kunne siges, men ganske overraskende har kun 23 % af briterne hertuginden som deres favorit, hvilket giver hende en fjerdeplads på listen.
Prins Harry har til gengæld ikke mistet terræn på baggrund af hans nøgenskandale i Las Vegas i august. Han indtager tredjepladsen med 36 % af stemmerne. Hertuginde Kate har prins Charles lige i hælene med 21 % af stemmerne, hvilket giver ham en femteplads på listen, mens kun to procent har hans kone Camilla som deres favorit.
I øvrigt viser undersøgelsen, at 79 % af briterne støtter monarkiet, mens 16 % hellere vil have en republik.