Prins William: Forgudet af sin mor - tilgav sin far
Som barnebarn af dronning Elizabeth II og arving til den britiske trone og fremtidig konge i et af verdens mest traditionsbundne kongehuse var prins Williams skæbne beseglet fra fødslen.
Men takket være hans mors beslutsomme insisteren, fik hans fødsel vidtrækkende konsekvenser for det britiske monarki og dets rolle i det 21. århundrede.
For med Williams ankomst til verden fik briterne en prins, der for første gang nogen sinde skulle bryde med nogle af de mange faste, kongelige traditioner og den protokol, som tidligere generationer før ham har måttet følge og leve under.
Prinsesse Diana insisterede nemlig på, at hendes søn - uagtet hans kongelige titler og fremtidige hverv - skulle vokse op så almindeligt som overhovedet muligt. Hun respekterede fuldt ud hans skæbne og kongelige byrd, men hun insisterede på, at hans opvækst blev mindre formel og helt anderledes end hans far, prins Charles' opvækst.
For hun var overbevist om, at kun sådan ville William blive i stand til at acceptere sin fremtidige skæbne og blive et nationalt samlingspunkt i et moderne monarki.
Prins William er da også blevet en rollemodel for sin generation og på mange måder allerede et samlingspunkt for en nation, der elsker og respekterer prinsen, som de kalder Folkets Prins. Ligesom hans mor, afdøde prinsesse Diana, var Folkets Prinsesse, er William også nærmest en reminiscens af sin mor. Der er mange ligheder i deres udseende.
Sin mors lidt generte og sky blik, der på sekunder kan ændres til store, smilende, engagerede og livlige øjne, har han arvet, ligesom hendes dybe engagement for de syge og svage i samfundet. Og prins William har da også siden Dianas død på mange måder overtaget al den sympati og beundring, der altid strømmede prinsesse Diana i møde, om end både briterne og Diana-fans verden over har forstået, at William ikke skulle vokse op i samme medie-cirkus som sin mor. At han skulle have fred og ro til at komme sig over tabet af moderen, fi ned sig selv og dermed få styrken til at bære sin fremtids byrder.
Selv om prins William synes at have fået de bedste kvaliteter fra begge forældre, er han dog uden tvivl sin mors søn og har været det, lige fra hun stolt bar ham ud fra hospitalet 24 timer efter fødslen, svøbt i et uldent tæppe og med den stolte far, prins Charles, ved sin side.
Men prins William har siden Dianas død meget naturligt knyttet stærke bånd til sin far, og som årene er gået, har far og søn udviklet et kærligt forhold fuldt af gensidig respekt.
Dianas kærlighed
Prinsesse Diana elskede sin søn. Ja, hun nærmest forgudede begge sine sønner og var til sin død, den 31. august 1997, mor med stort M.
Det viste hun allerede, da prins William blev født, for prinsesse Diana gjorde det klart fra begyndelsen, at hun ville amme sin baby - noget, der ellers hidtil havde været helt utænkeligt. Men hun fik sin vilje, ikke mindst fordi prins Charles støttede hendes ønske og beslutning.
Adskilles fra William i længere tid og overlade ham til barnepiger på grund af officielle opgaver, da han var helt lille, ville hun heller ikke høre tale om.
Som tidligere barneplejerske vidste Diana, hvor vigtige bånd mor og barn knytter i de første år. Så selv om det var en 27 timer lang rejse og noget af et puslespil, fordi den lille tronarving ikke måtte flyve i samme fly som sin far, hvis det værste skulle ske, kom William med sine forældre på officielt besøg i Australien og New Zealand kun ni måneder gammel.
Allerede da prins William var fire år, knirkede ægteskabet mellem prinsesse Diana og prins Charles, og prins William kunne både se og føle, hvor ulykkelig Diana var.
I adskillige år levede prinsesse Diana og prins Charles nærmest adskilte og sås kun i weekenderne for børnenes skyld, så især William knyttede i de tider særligt stærke bånd med sin mor.
Og efter skilsmissen fra prins Charles den 9. december 1992, da prins William var 10 år gammel, blev mor og søn nærmest uadskillelige. At Diana elskede sine to sønner, var der ingen tvivl om, og hendes ønske om at give dem et lykkeligt liv fuld af oplevelser, som alle andre drenge også fik, gjorde hun altid meget ud af at opfylde.
Da Diana så tragisk blev revet bort fra sine sønner i Paris i 1997, styrtede 15- årige William og 13-årige Harrys verden i grus. De befandt sig på slottet Balmoral sammen med prins Charles, der måtte overbringe sønnerne den forfærdelige nyhed. Folks hengivenhed over for Diana og hendes enorme popularitet overgik straks til sønnerne. I de dage ændredes Williams liv for altid. Det menneske, der elskede og forgudede, støttede, lyttede, hjalp og opmuntrede ham var ikke mere. Men at han var hendes søn, viste han ved at insistere på at gå bag hendes blomstersmykkede kiste sammen med sin lillebror, sin onkel, sin farfar og sin far fra St. James Palace til Westminster Abbey. Den 35 minutter lange tur var den længste i hans liv. Men han kunne ikke have æret sin elskede mor på en bedre måde.
Splittet mellem mor og far
I mange år var prins William splittet mellem sine forældre, og især efter skilsmissen tog han sin mor, prinsesse Dianas parti.
Som hendes hengivne søn mente han ikke, at hans mor kunne have nogen som helst skyld i det kuldsejlede ægteskab, og han så i flere år Diana som det uskyldige offer - og var såret og vred på både sin far og medierne. Vred på sin far over hans åbenlyse affære og årelange utroskab med Camilla Parker Bowles og vred på medierne over hele tiden at bringe nye historier frem om forældrene, der dog selv bar en stor del af skylden for skandalerne, som var ved at sætte det engelske monarki over styr.
På kostskolen Eton kunne William imidlertid gemme sig lidt og slikke sårene, og mens skolearbejdet opslugte hans tid - og efterhånden som hans forældre fandt en tålelig omgangsform og kom videre med hver deres liv - svækkedes også Williams oprør mod sin far. William kunne begynde at se mere nuanceret på forældrenes ægteskabelige forlis, og stille og roligt accepterede han også Camilla Parker Bowles som kvinden i sin fars liv.
Længe før Dianas død havde William og Harry heldigvis fået et godt forhold til deres far, som de tilbragte mange weekender hos, og sammen nød de tre udelivet.
Ved Dianas død var det derfor helt naturligt, at prins Charles trådte i karakter og rykkede nærmere sine sønner. Han trøstede og støttede og kunne med stor stolthed se, hvilken usædvanlig styrke og kontrol begge sønner besad trods deres ubærlige sorg.
I begyndelsen følte især William sig frygtelig alene og sårbar, og savnet af mor Diana var stort. Der gik ikke en dag, hvor han ikke tænkte på hende og savnede hende.
Efter årene på Eton var det tid for Williams videre uddannelse, men han trængte til et år væk fra det hele og valgte at tage et sabbatår, inden han skulle på universitetet i Skotland.
William ville ikke spilde tiden og valgte at udvide sin horisont, både fysisk og psykisk, ved at rejse til det centralamerikanske land Belize og træne sammen med 140 soldater fra den walisiske enhed, og sammen med dem blev der en mand ud af den britiske tronfølger.
Livet her var nemlig så forskelligt fra livet på de kongelige slotte, og der blev ikke gjort noget ekstra ud af prinsens ophold, for tillige med de andre måtte han selv bygge sit sovested af palmeblade, han var uden telefonkontakt, sov i junglen og måtte kun spise det, han selv fangede eller skød.
Nogle måneder efter tog William på marine-ekspedition i Det Indiske Ocean, og efter den tur gik det til Chile, hvor han sammen med 100 andre frivillige skulle arbejde med gadebørn og børn på børnehjem. Han var ikke sin mors søn for ingenting. Universitetsårene på St. Andrews blev lige præcis så dejlige, som William havde håbet, med masser af gode og nye kammerater, masser af fodbold, rugby, vandpolo - og ikke mindst bedre karakterer og mere selvtillid.
Efter universitetet kaldte den obligatoriske militærtjeneste, og den friske, flotte tronfølger har siden gjort karriere i militæret, hvor han stadig er tilknyttet som pilot.
Hans forældres mål om at gøre William til et helstøbt, pligtopfyldende menneske - med sans for andre - ser ud til at være lykkedes, og mange briter ser da også William som den, der for alvor kan løfte arven og sørge for monarkiets beståen.