24. dec. 2012
Af af Malan Joensen

Prins William holder jul med svigerfamilien

Prins William og hertuginde Catherine
Prins William og hertuginde Catherine
Hertuginde Catherine fejrer højtiden hos familien Middleton sammen med prins William

Normalt plejer den britiske kongefamilie at holde jul sammen på familiens landsted Sandringham House i Norfolk, men i år får de ikke selskab af prins William og Hertuginde Catherine til julemiddagen. Det skriver den britiske avis Daily Mail.

I stedet tilbringer den gravide hertuginde af Cambridge højtiden sammen hos sine forældre Carol og Michael Middleton i Bucklebury, og hun får også selskab af ægtemanden prins William og sandsynligvis sine søskende James og Pippa Middleton.

Dermed får prins William et godt indblik i, hvilke juletraditioner hans kone er vokset op med, og det er tilsyneladende ikke af den kedelige slags. Hertugindens søster har tidligere fortalt, at deres far Michael Middleton plejer at klæde sig ud til jul:

- Han køber et nyt kostume hvert år og som regel går han meget op i det - en juleaften for nogle år siden dukkede han op i en oppusteligt sumobryder-dragt, fortalte Pippa Middleton tidligere på året.

Hjemme hos forældrene kan hertuginde Catherine, der har været svært plaget af graviditetskvalme, få slappet af og tanke ny energi. Hun måtte tidligere på måneden indlægges på hospitalet til behandling for kvalmen og i den forbindelse også offentliggøre den glædelige nyhed om snarlig familieforøgelse - en nyhed, som parret efter sigende først ville have offentliggjort her ved juletid.

En række officielle pligter måtte aflyses på grund af den svære kvalme, men i sidste uge kunne briterne igen se deres smukke hertuginde, da hun deltog i uddelingen af en række sportspriser.

Ifølge Daily Mail er dronning Elizabeth og gemalen prins Philip helt indforstået med, at prins William og hertuginde Catherine fejrer julen med familien Middleton.

Prins William er ikke den eneste af prins Charles' sønner, der kommer til at mangle på Sandringham, når der skal åbnes julegaver - lillebroderen prins Harry er for tiden i Camp Bastion i Afghanistan, hvor han passer sit job som helikopterpilot.

Det britiske hof oplyser dog, at hertuginde Catherine og prins William vil kigge forbi Sandringham og ønske god jul på et tidspunkt i løbet af helligdagene.

Læs mere om: