Prins William og Kate er klar til dåb
Englænderne kan midt i den dejlige sommertid glæde sig til endnu en stor familiebegivenhed i den britiske kongefamilie.
På mandag den 9. juli holder prins William og hertuginde Catherine dåbsfest for deres yngste søn, prins Louis, der blev født den 23. april.
Familie og venner inviteret
Dåben foregår i Chapel Royal på St. James's Palace, og det forventes at blive en intim og familiær begivenhed med nære familiemedlemmer og venner som gæster.
Hertuginde Catherine deltog senest i prins Harry og hertuginde Meghans bryllup, men er ellers på barsel lige nu.
Tom kalender
Prins William har netop deltaget i en stor jubilæumsreception for det engelske sundhedsvæsen og har ikke flere officielle opgaver, inden dåben på mandag.
Dermed kan både prins William og hertuginde Catherine nu have fuld fokus på den forestående familiefest.