Prins William og prins George får Fars dag-portræt i chokolade
Søndag den 15. juni kan briterne fejre Fars dag, og det bliver prins William og prins Georges første af slagsen.
For at ære den britiske prins og hans lille søn på den specielle dag, har det schweiziske chokolademærke Toblerone valgt at skabe et unikt portræt af far og søn i chokolade.
Billedet måler 3,5 meter i højden og 2,5 meter i bredden, og det er lavet med 1500 Toblerone-barer i hvid-, mørk- og mælkechokolade – det giver 16.000 individuelle stykker chokolade.
Det er madkunstneren Michelle Wibow, som står bag det tidskrævende arbejde med at genskabe et billede af prins William og prins George, der blev taget i Taronga Zoo i Australien i foråret.
Spændt på opgaven
- Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave et portræt af prins William og baby George, var jeg meget spændt. Den første Fars dag er altid en mindeværdig begivenhed, og hvilken bedre måde at markere landets yndlings royale far end at skabe et spiseligt billede af ham, siger Michelle Wibow til Hello Magazine og tilføjer:
- Det har taget mig lang tid at kortlægge, hvor hvert eneste stykke chokolade skulle være for at lave et genkendeligt billede. Men det sværeste var ikke at spise chokoladen undervejs!
Prins William får sin første Fars dag omkring en måned inden, prins George fylder et år.