Prins William og prins Harry hyggede sig i Graceland
Der var dømt fætter-kusine-dag, da prins William og prins Harry i weekenden besøgte Elvis Presleys tidligere hjem Graceland i Memphis, Tennessee, sammen med deres kusiner prinsesse Beatrice, 25, og prinsesse Eugenie, 25.
Det kongelige firkløver rejste til USA for at deltage i et bryllup mellem deres gode ven Guy Pelly og hans forlovede, Holiday Inn-arvingen Lizzy Wilson.
I den forbindelse besluttede de, at de ville bruge nogle timer sammen på ejendommen Graceland, som efter rocklegendens død er blevet omdannet til et Elvis-museum.
Også prinsesse Beatrices kæreste Dave Clark var med på rundturen, skriver Hello Magazine, som bringer billeder af de britiske kongelige.
Det er 36 år siden, at Elvis Presley blev fundet død i sit hjem. Han blev 42 år gammel.