Prins William overrækker fornem pris til Helen Mirren
Prins William har takket ja til at hædre dronningen af film. Prinsen vil nemlig uddele en særlig pris til stjerneskuespilleren Helen Mirren til det britiske svar på Oscar-festen, BAFTA-prisuddelingen, i London næste søndag den 16. februar. Der er tale om den såkaldte ærespris Fellowship Award. Det skriver Hello Magazine.
Pudsigt nok har netop Helen Mirren spillet rollen som prins Williams farmor, dronning Elizabeth, i storfilmen ”The Queen”. En præstation, som hun høstede en Oscar for.
BAFTA-æresprisen gives til en person, der i høj grad har sat sit aftryk på film og TV, og 68-årige Helen Mirren må siges at høre til i den kategori. Tidligere vindere er bl.a. Judi Dench, Elizabeth Taylor og Martin Scorsese.
- Det er den største professionelle ære, jeg kan forestille mig. Det havde jeg aldrig drømt om som en skolepige i Westcliff-on-Sea, Essex. At havne på den liste over legendariske navne er overvældende, siger Helen Mirren ifølge Hello Magazine.
Prins William uddeler prisen, fordi han er præsident for det britiske filmakademi. BAFTA-uddelingen finder sted i Royal Opera House i London.