9. jan. 2014
Af Malan Joensen
Prins William tager toget til universitetet
Prins William.
Foto: AOP
Den britiske prins, der netop er startet på et kursus i moderne landbrugsdrift på Cambridge-universitetet, er ikke bleg for at tage toget.
I denne uge er prins William startet på universitetet i Cambridge, hvor han skal følge et 10 ugers kursus i moderne landbrugsdrift.
Og prins William tager gerne toget til og fra skole, skriver avisen The Telegraph.
Kan også overnatte ved universitetet
Da prinsen havde første skoledag tirsdag, tilbagelagde han turen til universitetet om bord på et pendlertog fra London King’s Cross-stationen til Cambridge – en togtur på omkring 45 minutter.
Ifølge avisen forventes det, at prins William vil pendle fra sin og hertuginde Catherines bolig på Kensington Palace de fleste dage, men han vil også have mulighed for at overnatte ved universitetet, hvis det bliver nødvendigt.
Det britiske hof vil dog ikke oplyse til The Telegraph, hvor prins William i givet fald overnatter.