Prins William vil være ambulancepilot
Storbritanniens kommende konge, prins William, savner de højere luftlag. Han forlod sidste år sit job som redningspilot i Royal Air Force for at koncentrere sig om sine royale pligter, men han har åbent givet udtryk for, at han har svært ved at undvære flyvningen. Så nu er det ifølge Sunday Times planen, at han vil tage et erhvervscertifikat og indtræde i det private foretagende The East Anglian Air Ambulance som pilot på en ambulancehelikopter.
Ifølge avisen siger en kilde ved hoffet: "Hertugen er fuldt ud dedikeret til sit velgørenhedsarbejde, men han føler, at han endnu ikke har fået flyvningen ud af sit system". Ifølge samme kilde er der fuld opbakning i den kongelige familie til prins Williams planer. Hans far, prins Charles, fortrød selv i sin tid, at han forlod Royal Navy for tidligt.
Prins William har valgt The East Anglian Air Ambulance som sin fremtidige arbejdsplads, fordi virksomheden har hovedkvarter tæt på prinsens hjem i Sandringham. Hvorvidt hans kone, hertuginde Kate, er glad for at sende sin mand til vejrs igen er tvivlsomt. I forordet til en bog om RAF-hustruer, der udkommer i denne uge, skriver hun:
- Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke til tider var ængstelig, når William havde vagt i en hylende storm. Velvidende at han var ude at flyve under ekstemt vanskelige forhold. Men han elskede det, og jeg følte mig altid utrolig stolt af ham.