Prinsesse Anne fortæller: Her ligner jeg far
Dronning Elizabeths ægtemand prins Philip ville være blevet 100 år den 10. juni, og derfor er det en særlig dag for familien, der desværre måtte tage afsked med prinsen tæt på to måneder før den runde dag.
Philips datter prinsesse Anne har i det første interview siden dødsfaldet talt med britiske ITV i anledning af, at hun skulle uddele en pris fra The Royal Academy of Engineering.
Prins Philip var en af grundlæggerne af organisationen, og arrangerede det første møde på Buckingham Palace i 1976. Han støttede organisationen og dets arbejde helt frem til sin død.
Prinsen havde selv en stor interesse for ingeniørfaget, opfindelser og for, hvordan ting virker, og denne interesse deler prinsesse Anne.
I interviewet med ITV kommer hun blandt andet ind på deres fælles interesse og har samtidig en klar opfordring:
- Hvis noget gik i stykker, var det altid "Se lige på dette her, se om du kan reparere det". Vi smed ikke ting ud, så gammel er jeg. Vi er nødt til igen at lære ikke at smide så meget væk. Det kommer ofte fra ens egen baggrund, forklarer prinsesse Anne.
Hun har tidligere fortalt, hvordan hun ville have været ingeniør, hvis ikke hun havde været prinsesse.