20. mar. 2013
Af Lisbeth Grube

Prinsesse Dianas kjoler solgt for syv millioner kroner

Prinsesse Diana og John Travolta
Prinsesse Diana og John Travolta.
Foto: AOP
Ti af Dianas kjoler har været på auktion. Èn af køberne betalte to millioner kroner for en kjole for at kunne overraske sin kone.

Afdøde prinsesse Diana har en særlig plads i hjertet hos fans i hele verden. Således blev ti kjoler, alle båret af Diana, solgt på auktion tirsdag i London til en sum af 862.800 pund. Det svarer til godt syv millioner kroner.

En Victor Edelstein-kjole, som Diana havde på, da hun dansede med John Travolta i Det Hvide Hus i 1985, blev solgt for intet mindre end 240.000 pund, svarende til lidt mere end to millioner kroner. Kjolen gik til en anonym køber, som ville overraske sin kone, skriver avisen The Guardian.

- Kjolen blev købt af en britisk herre, som fortalte, at han ville købe den som en overraskelse for at muntre sin kone op. Jeg håber, det køb har reddet hendes dag, siger Kerry Tayler fra auktionshuset Kerry Taylor Auctions til avisen.

Købere fra hele verden meldte sig - bl.a. Asien, USA, Østrig, Australien og naturligvis Storbritannien. Også flere museer jagtede en bid af det britiske kongehus og dets historie.

Læs mere om: