Prinsesse Eugenie har fået job
Den 23-årige britiske prinsesse Eugenie har fået arbejde på den anden side af Atlanterhavet, skriver Hello Magazine, der citerer avisen Daily Mail for oplysningerne.
Den 23-årige prinsesse har efter sigende fået job i auktionsvirksomheden Paddle8 i New York.
- Efter hun forlod universitetet har Eugenie været fast besluttet på at arbejde i kunstverdenen og har været på nogle praktikophold, men nu skal hun have en fast stilling som færdiguddannet. Hun skal arbejde og bo i New York fra oktober, og senere skal hun tilbage til London, hvor virksomheden åbner en ny afdeling. Hun er fast besluttet på at være en arbejdende kvinde med et fuldtidsjob, fortæller en ven af prinsesse Eugenie til avisen.
Ifølge Huffington Post er det dog ikke noget, Paddle8 vil kommentere.
Prinsessens nye kæreste, Jack Brooksbank, bliver efter sigende i Storbritannien, men parret har planlagt at pendle mellem de to verdensdele for at pleje forholdet.
Prinsesse Eugenie tog sidste september afsked med Newcastle University, hvor hun i tre år har studeret engelsk litteratur og kunsthistorie.