Prinsesse Eugenies fine hilsen til farfar: Her er historien bag billedet
Prins Philip ville være blevet 100 år torsdag den 10. juni, og det har fået flere medlemmer af den britiske kongefamilie til at markere den særlige mærkedag på sociale medier.
Et af dem er prinsens barnebarn prinsesse Eugenie, 31, der er datter af prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson.
Prinsesse Eugenie deler et billede af sin farmor og farfar, dronning Elizabeth og prins Philip, på instagram med teksten:
"Tænker på bedstefar på det, der ville have været hans 100-års fødselsdag."
Billedet har en helt særlig plads i prinsesse Eugenies hjerte, for det stammer fra hendes bryllupsdag den 18. oktober 2018, hvor hun blev gift med Jack Brooksbank.
Den stemningsfulde vielse foregik i St George's Chapel ved Windsor Castle, og billedet viser dronning Elizabeth og prins Philip på vej ud af kirken.
Det er i øvrigt selv samme kirke, hvorfra prins Philip blev begravet den 17. april. Han gik bort den 9. april, omtrent to måneder før sin 100-års fødselsdag.