6. mar. 2021
Af af Jon Bloch Skipper og Malan Joensen

Så mange sprog taler dronning Elizabeth

Dronning Elizabeth.
Dronning Elizabeth.
Arkivfoto: MEGA
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.
Kære kongelige brevkasse! Hvor mange sprog taler dronning Elizabeth? Venlig hilsen Betty Christensen Kære Betty Christensen! Udover sit engelske modersmål taler dronning Elizabeth flydende fransk, som hun lærte som barn takket være sin barnepige Marion Grawford. Dronningen taler ikke sproget så ofte, men har ved flere lejligheder imponeret offentligheden med sine sprogkundskaber, herunder den samlede franske befolkning, da hun for nogle år siden holdt en tale til det nationale parlament i Paris på formfuldendt fransk. Derudover taler majestæten en smule tysk, men gør det så vidt vides nødigt. Dronning Elizabeths mand, prins Philip, taler derimod flydende tysk, ligesom han også mestrer det franske sprog. På trods af sine slægtsmæssige bånd til Grækenland og Danmark, har prinsen aldrig lært at tale græsk og dansk. Venligst Jon Bloch Skipper Har du et spørgsmål af royal karakter, som du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad. Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: