Sådan fejrede prins Edward sin fødselsdag
Mandag blev prins Edward, yngste søn af dronning Elizabeth og prins Philip, 50 år, og fødselaren blev blandt andet fejret af en masse skolebørn.
Om morgenen besøgte prins Edward sammen med hustruen, grevinde Sophie af Wessex, en skole i Walworth i det sydøstlige London. Det skriver Hello Magazine.
Prins Edward og grevinde Sophie af Wessex besøgte skolen i forbindelse med velgørenhedsprojektet Kidscape, der har modtaget en donation fra det royale pars fond Wessex Youth Trust, som blev stiftet kort før deres bryllup i 1999.
Sang fødselsdagssang
Det royale par blev modtaget af glade børn med flag, og prins Edward fik både et fint fødselsdagskort og en stor fødselsdagskage, ligesom børnene også sang fødselsdagssang for prinsen.
Senere på dagen besøgte prins Edward og grevinde Sophie af Wessex Royal London Hospital og London’s Air Ambulance, der også har modtaget en donation fra parrets fond.
Her fik prins Edward også en fornem kage – og han fik hjælp af den 7-årige Iris Filbee til at puste lysene på kagen ud.
Om eftermiddagen sluttede prins Edward og grevinde Sophie af Wessex sig til en stor del af resten af den kongelige familie, der var til den såkaldte Commonwealth Observance Service i Westminster Abbey, en årlig gudstjeneste der fejrer Commonwealth-sammenslutningen.