Sådan hjælper prins William børn, der har mistet en forælder
Prins William var blot 15 år, da han mistede sin mor, prinsesse Diana. Han havde derfor let ved at sætte sig i børnenes sted, da han deltog i et arrangement for Metropolitans and City Police Orphans Fund. Børnene har nemlig det til fælles med prins William, at de alle har mistet en eller flere forældre.
Børnene, som er børn af politibetjente, der er døde i tjeneste, fik gode råd af prins William til arrangementet, der blev holdt på St. James Palace. Det skriver Hello Magazine.
Tal med nogen om din sorg
Her fortalte prins William børnene om vigtigheden i at tale med nogen om sin sorg. Da han mødte en tiårig pige, der havde mistet sin far fem år forinden, delte prins William ud af sine gode råd om sorg.
- Har du en mindeæske? Det er meget let ikke at tale om det, men det er vigtigt, du taler om det. Det er meget vigtigt. Og hvis du taler om det, holder du ham altid i live, sagde prins William til den tiårige pige ifølge Hello Magazine.