Sådan mindedes prins William sin mor til Georges dåb
Da prins William friede til sin elskede Catherine, var det med prinsesse Dianas berømte forlovelsesring ”for at sikre, at hun var med”, som han udtrykte det. Til sin søns barnedåb onsdag valgte William endnu en gang at ære sin mors minde. Èn af fadderne var nemlig Julia Samuel, som var nær veninde af Diana.
Sammen med de seks øvrige faddere gav Julia sit løfte om at være der for den kommende konge – ganske som hun var det for Diana fra 1987 og frem til hendes død i 1997. Om venskabet har Julia ifølge Hello Magazine sagt:
- Diana og jeg gjorde almindelige ting, som venner gør. Vi spiste frokost, vores børn legede sammen, vi snakkede og lavede familieting sammen.
Julia og Diana delte desuden en fælles passion for de svageste i samfundet. Julia er bl.a. grundlægger af velgørenhedsorganisationen Child Bereavement UK, der støtter familier, som har mistet et familiemedlem.