21. jun. 2019
Af Casper Nielsen

SE BILLEDERNE: Prins Charles besøgte Bond

Daniel Craig var i topform, da han modtog Prins Charles på Pinewood Studios i England. Hendes majestæts hemmelige tjener indviede bl.a. prinsen i den kommende 007-films gamle biler.

Prins Charles var som en lille dreng i en legetøjsbutik, da han fik et rundtur i kulisserne på den ny James Bond film.

007 himself - Daniel Craig – tog imod på Pinewood Studierne, hvor den ny 25. officielle 007-film er ved at blive optaget.

Prins Charles var navnlig interesseret i at se de to klassiske Bond-biler. En Aston Martin DB-5 fra 1964 - den med katapultsæddet - og en Aston Martin Volante 1987, som begge har optrådt i de tidligere 007-film, og som får en æresrunde i den ny film.

- Jeg kan kun sige, at det ikke er en Bond-film, hvis ikke jeg skader mig selv – men nu har jeg fået det ud af verden i begyndelsen af optagelserne, så nu er alt fint, sagde Daniel Craig, da prins Charles spurgte til den 51-årige Bond-stjernes helbred.

Prins Charles fik detaljer om filmen

Daniel Craig fik en ankelskade under optagelserne på Jamaica for en lille måned siden, er blevet opereret og har humpet omkring på krykker.

Men nu er Craig atter i vigør, og gav prins Charles lov at se hvordan han bliver briefet om sin ny opgave af Ralph Fiennes i rollen som 007s chef, M.

En briefing, der afslørede en del om filmens plot, men som var for prinsens "ears only", eftersom Charles fik høretelefoner på, og som den eneste fik lov at høre med på den tophemmelige briefing.

Prins Charles nåede også at hilse på Naomi Harris, seriens Miss Moneypenny, en lang række fra det tekniske hold, samt instruktør Cary Joji Fukunaga, inden han efter tyve minutter i eventyrland tog afsked.

Den nye Bond film – der endnu ikke officelt har fået nogen titel - er berammet til at åbne i Storbritannien den 3 april 2020, hvor prins Charles med sikkerhed vil gøre alt han kan for at være med til galla-premieren.

Læs mere om: