SE DE SKØNNE BILLEDER: Gravide hertuginde Catherine i glamourøs stil
Hertuginde Catherine sørgede for masser af glamour på den røde løber, da hun sammen med prins William deltog i årets BAFTA (British Academy of Film and Television Arts)-Awards, der er den britiske modpart til den amerikanske Oscar-uddeling.
Den prestigefulde filmfest fandt sted i den historiske Royal Albert Hall i London, hvor hertuginde Catherine og prins William overværede prisuddelingen sammen med en lang række store film- og TV-stjerner.
Utrolig chik hertuginde Catherine
I aftenens anledning var hertuginde Catherine, der venter sit og prins Williams tredje barn til april, utrolig chik i en gulvlang, florlet Jenny Packham-kjole i silkeduchesse.
Det elegante empire-snit, der var fremhævet med et sort velourbånd, understregede på flot vis hertugindens voksende mave.
Funklende smykker
Til sin flaskegrønne robe bar hertuginde Catherine funklende smykker bestående af øreringe, et armbånd og et collier besat med store smargader i smukt samspil med hvide og gule diamanter.
De sorte stiletter fra Prada og hertuginde Catherines velourclutch med sløjfe fra Mascaro matchede helt perfekt resten af outfittet.