Seksårig gav pris Harry røde kinder
Det er ikke hver dag, man ser en prins få røde kinder. Ikke desto mindre sørgede seksårige Alex Logan for, at prins Harry blussede op, da de to mødte hinanden til Britain Royals Wellchild Awards i går.
Arrangementet hædrer unge med alvorlig sygdom og gør en indsats for at hjælpe dem, og en af prisvinderne var Alex Logan, der lider af leukæmi.
Før drengen skulle møde prins Harry, blev han spurgt på direkte TV, hvad han gerne ville sige til prinsen.
- Jeg er glad for, at du har tøj på, svarede Alex Logan på spørgsmålet, der havde klar reference til prinsens vilde tur til Las vegas i sidste måned.
Prins Harry, der tilsyneladende havde hørt, hvad drengen havde sagt, tog tråden op, da de mødte hinanden.
- Du ser på din mor hele tiden, som om du virkelig har lyst til at sige noget til mig, men er bange for at få skældud, sagde prinsen og fortsatte:
- Jeg hørte, du snakkede om mig tidligere på TV, men lad os ikke tale om det her, kom det med et smil fra den rødmende prins Harry.