29. okt. 2019
Af Ulrik Ulriksen

Smart trick: Sådan undgår dronning Elizabeth snyd med sine hatte

Dronning Elizabeth.
Dronning Elizabeth.
Arkivfoto: MEGA
Når dronning Elizabeth går til derby på den britiske galopbane Ascot, kan man spille penge på, hvilken farve hendes hat har i dagens anledning.

Dronning Elizabeth, 93 år, elsker heste og ridesport.

Hendes majestæt elsker især at overvære årets store galopderby i Storbritannien.

På Ascot-banen er der for alvor gang i gamblingen, når der er væddeløb på hesteprogrammet, og bookmakerne har kronede dage.

Der kan spilles på det meste, og der er faktisk gamblere, som hvert år op til derbydagen satser penge på, hvilken farve dronningens bredskyggede galophat har på Royal Ascot-løbets første dag.

Mistænkelig adfærd i spillemiljøet

For at undgå at nogle kender til hattefarven på forhånd og dermed kan snyde, har dronningen med sin gode påklæderske Angela Kellys hjælp gennem årene benyttet sig af et helt særligt trick, der involverer en lang række snydehatte i alle regnbuens farver.

Det skriver Hello Magazine.

Der har været rygter fremme om, at ansatte på slottet har givet udvalgte gamblere tip om, hvilken royal derbyhat der har ligget fremme på bordet i dronningens påklædningsgemakker på Windsor Castle.

Det har ført til mistænkelig adfærd i spillemiljøet op til Royal Ascot-galopdagene.

dronning elizabeth
Dronning Elizabeth og prins Philip.
Foto: Mega

Snydere bliver narret

For at ingen skal have held med selv at udnytte insider-viden eller videregive eksklusiv hatte-information til de forkerte, har dronningens erfarne påklæderske fundet på at lægge flere forskellige farver hatte frem på majestætens bord forud for Royal Ascot-dagene.

Og ingen af hattene er den, som dronning Elizabeth rent faktisk bruger til den store begivenhed.

Dermed har dronningens tro væbner Angela Kelly gennem årene kunnet narre potentielle snydere.

Det smarte trick fortæller påklædersken, der har arbejdet for dronning Elizabeth i 25 år, om i en ny bog.

Læs mere om: