Søde hilsner fra familien: Kate fylder 39 år
Der skal fejres fødselsdag i det britiske kongehus i dag. Hertuginde Cathrine fylder lørdag d. 9. januar 39 år.
Fejringen sker i lyset af coronapandemien, der lige nu raser særligt slemt i England, og man må derfor gå ud fra, at Kate skal fejre sin fødselsdag kun omgivet af sine nærmeste nemlig manden prins William og deres tre børn, George på syv, Charlotte på fem og Louis på to år.
Søde hilsner fra familien
Selvom Kate ikke kan fejres på traditionel vis med hele familien samlet, kan hun glædes over flere søde lykønskninger, som den royale familie har delt på deres sociale medier.
Prins Charles og hertuginde Camilla har delt et dejligt billede af en afslappet og smilede Kate med en tilhørende fødselsdagshilsen.
Også den britiske monark dronning Elizabeth og hendes mand, prins Philip, ønsker tillykke og deler to billeder. Både et med Kate alene fra en officiel opgave i 2020, samt et dejligt foto af dronningen og Kate sammen ved Chelsea Flower Show i 2019.